Jer, der følger med i, hvad jeg laver, ved efterhånden, at jeg kan tage flotte billeder. Og det kan jeg, fordi jeg ved, at det ikke er nok at have et dyrt kamera eller være god til photoshop. (selv om jeg har et alt for dyrt kamera – og jeg har også 2. Og jeg er rigtig dygtig til at kaste med tryllestøv i photoshop)
Det handler om at se mennesker og lytte til mennesker. Det handler om at få personerne, jeg fotograferer, til at slappe af og til at stole på mig. Og det er jeg rigtig god til.
Nogle gange tænker jeg: Hvordan blev jeg lige fotograf?
I mit – hvad nogle gange føles som – tidligere liv var jeg kommunikationskonsulent. Og jeg var en dygtig til mit job og en god medarbejder og kollega. Men jeg var ikke rigtig glad. Der manglede ligesom noget. Jeg tænkte tit: Er det her livet? Er det her, det jeg skal lave resten af livet? Jeg fortalte mig selv mange historier om hvorfor jeg skulle være kommunikationskonsulent. Jeg var jo så dygtig og jeg havde jo også brugt 5 år på universitetet og det ville jo være ærgerligt, hvis de var spildt.
Jeg har jo altid kunnet fotografere. Lige fra jeg var helt lille. Min far og farfar fotograferede. Selv min oldemor arbejdede ved en fotograf, så interessen har altid været der. Jeg så det bare ikke som noget ‘særligt’. Det var bare noget jeg kunne
Min store omvej har ikke kun været en omvej, men mere en rejse. For jeg var jo først klar, da jeg var blevet ‘voksen’. Og det skete åbenbart først i 2015
Og egentlig er der ikke så langt fra kommunikationskonsulent til fotograf. Begge dele handler om at kunne se mennesker og lytte til mennesker. Og det er en evne jeg er meget taknemmelig for?