I mange år troede jeg på at der fandtes fotogene og ufotogene mennesker. Jeg havde faktisk puttet mig selv i kassen med dem, der bare ikke var gode på billeder
Det startede i folkeskolen med den årlige tur til skolefotografen. Der var et par stykker i klassen, der altid fik gode billeder. De satte sig på den lille stol og frem med fotosmilet. Resten af os havde gode og dårlige år. Jeg mindes dårlige år og et OK år.
Måske derfor at jeg altid har kunnet fotografere. For jeg vurderede tidligt at mine kompetencer lå bag kameraet, når jeg så så skidt ud på billeder
Det var først da jeg specialiserede mig i portrætfotografi og begyndte at studere poseringer ved en dygtig fotograf, underviste i forskellige poseringer efter højde, vægt, alder osv, at det gik op for mig, hvor meget en flattrende posering betyder.
Og det allervigtigste er at have god tid. Nogle mennesker kan sætte sig ned og blive fotograferet. Os andre skal lige have lidt tid til at varme op. Derfor sætter jeg altid god tid af til en fotografering. Her er det ikke ind og ud af døren, mens den næste står i kø.
Det er faktisk først efter at jeg har fået børn, at jeg har givet mig selv det allersidste skub. Til at komme foran kameraet. Jeg synes at jeg skylder mine børn at der er også er billeder af mor – og ikke kun far og børnene.
Det har været en lang rejse og jeg er endelig nået dertil, hvor jeg kan kigge på et billede af mig selv og tænke. Det ser flot ud. Det er jeg stolt af. En glæde som jeg faktisk oplever hver gang jeg kigger det billede. Her er det sidste billede jeg har taget. Jeg har stadig ikke lært at smile på billeder, men baby steps 🙂
